I 1964 anskaffede DFDS passagerskibet England. Skibet blev bygget i Helsingør, og omkring afleveringen var M/S England en tur i København, hvor billedet oven for blev taget.
England var ganske vist forsynet med et ret stort bildæk, men adgangen foregik gennem sideporte, og frihøjden tillod ikke, at bildækket blev brugt af større køretøjer. Her var et eksempel på, at privat initiativ haltede bagud i forhold til det statslige: Nogenlunde samtidig med, at kølen til England blev strakt i Helsingør, leverede værftet færgen Arveprins Knud til DSB. Arveprins Knud havde tre bildæk og plads til 400 biler, men med effektive havneanlæg med selvstændige broklapper til hvert dæk kunne et havneophold alligevel klares på et kvarter. Arveprins Knud var uden tvivl verdens mest effektive bilfærge dengang, og her var DSB langt foran alle andre større færgerederier i Europa. Men DFDS tænkte mere traditionelt.
Det skulle dog ikke vare længe. Netop i 1964 fandt det såkaldte "søslag" sted, hvor Lauritzen fik kontrollen med DFDS. Baggrunden var, at DFDS havde foreslået oprettelse af et holdingselskab som værn mod fjendtlig overtagelse. Det var en løsning, som ØK havde gennemført få år før. Kort sagt skulle ledelsen i holdingselskabet vælges af driftsselskabet, og ledelsen i driftsselskabet skulle udpeges af holdingselskabet. På den måde blev selskabets ledelse i princippet selvsupplerende til evig tid, for aktionærerne havde ikke mulighed for at sige stop.
I DFDS havde en sådan holdingselskabs-løsning formentlig været katastrofal. Som eksemplet med England viser, var selskabet i begyndelsen af 1960'erne ude af trit med tiden. Hvis der ikke var blevet tilført noget dynamik, var selskabet formentlig sygnet hen temmelig hurtigt.
Men med Lauritzens ejerskab kom der dynamik. I bestyrelsesreferaterne blev den gamle retskrivning, der i det omgivende samfund var afskaffet i 1948, erstattet med bolle-å'er og små bogstaver i navneordene. Og forretningsmæssigt kom der pludseligt skred i sagerne med investeringer i moderne ro-ro tonnage, bilfærgerederiet Mols-Linien og nye skibe til Englands-, Oslo- og Aalborgruterne. Og det nye skib til Englandsruterne, Winston Churchill, havde minsandten både bov- og hækport.
Winston Churchill fik da også et længere liv i DFDS-flåden end England, der kun ca. 14 år gammel stort set blev anset for forældet i DFDS-sammenhæng omkring 1979. Desværre blev skibet også anset som forældet af mange andre, så et salg blev først gennemført i 1983. Her fik skibet nogle ture med byggearbejdere i forbindelse med genopbygningen af lufthavnen på Falklandsøerne efter krigen. I 1987 blev skibet lagt op i Grækenland, og i 2001 blev det solgt til ophugning i Indien. Undervejs til skrotstranden sank skibet dog i Det Røde Hav.
Mange hilsner
Thomas
