lørdag den 11. februar 2012

Kan DSB lære af politiet?


Det danske politi har netop opgivet et stort it-projekt. Det nye sagsstyringssystem Polsag skulle have været en stor hjælp i politiets rapportskrivning og administration - men en pilotudrulning hos Bornholms Politi viste, at sådan var virkeligheden ikke helt. Politifolkene på Bornholm måtte spilde tiden på at kæmpe med Polsag i stedet for at udføre politiarbejde, og alle var angiveligt både glade og lettede, da det blev besluttet at skrotte Polsag.

Polsag har kostet en halv milliard kroner, men man måtte erkende, at det ville blive et mareridt at få systemet til at virke, og så tog man altså mod til sig og skrottede Polsag i stedet for at lappe på et system, der næppe ville komme til at virke med en rimelig arbejdsindsats. Så hellere begynde forfra.

Det er vanskeligt ikke at drage en parallel til DSB's IC4-projekt. Det indeholder mange af de samme problemstillinger som Polsag, men blot i endnu større omfang. Polsag var således købt hos en leverandør, der tidligere havde vist, at man ikke magtede store it-opgaver - samme leverandør har været involveret i både Amanda og Rejsekortet - og der var ikke udsigt til, at Polsag kom til at virke foreløbigt. Tilsvarende er IC4 leveret af en fabrik, der fra andre projekter er kendt for at have vanskeligt ved at løfte opgaven, og den såkaldte Atkinsrapport har - selv om rapporten kalder IC4 for et grundlæggende sundt design - vist, at det vil vare mange år og komme til at koste mange penge, før IC4 kører med en driftsstabilitet, der er sammenlignelig med IC3.

IC4 er bestilt for over ti år siden, og der er løbet meget vand i åen sidenhen. Til forskel fra dengang, IC4 blev bestilt, er der dels blevet politisk forståelse for nødvendigheden af at elektrificere de danske hovedbaner, og der er desuden kommet alternativer til IC4 på markedet.

Hvad elektrificeringen angår, er der nu truffet beslutning om at elektrificere til Esbjerg i 2015, og desuden vil den sjællandske sydbane blive elektrificeret i forbindelse med Femernprojektet. Der er desuden en vis bred politisk forståelse for at elektrificere yderligere, så det er helt sikkert, at om ti år er der elektrificeret til Esbjerg og Nykøbing F - og sandsynligvis også Aarhus og måske Aalborg og Kalundborg. Eftersom Atkinsrapporten dokumenterer, at det vil vare årevis at gøre IC4 nogenlunde driftsstabil, vil selv en gunstig vurdering kun give IC4 en driftstid på omkring fem år, før toget er overflødiggjort af elektrificeringen.


Hvad dieseltog angår, er der faktisk sket en del de sidste 10 år. Dels er der tilsyneladende kommet brugte IC3-tog på markedet i Israel, og dels har de irske jernbaner vist, at det sagtens kan lade sig gøre at anskaffe dieselfjerntog, der ikke lider af tekniske kvaler. Togsættet på billedet ovenfor er leveret af Mitsui/Hyundai til de irske statsbaner IE (IE class 22000, se omtale på Wikipedia). Togene blev bestilt i 2005 og leveret fra 2007 og fremefter. De virker upåklageligt.

IC4 har angiveligt kostet fem mia. kr. Det er umiddelbart et stort tal, men så stort er det heller ikke. I 2011 bestilte SAS nye fly (Airbus A320 neo) for cirka det dobbelte beløb, og de forvetes alle at operere fra Kastrup, så SAS' nye fly er faktisk også en investering i dansk infrastruktur. Set i det lys er de fem mia., som IC4 har kostet, ikke så stort et tal. En halvprivat virksomhed som SAS investerer uden at blinke det dobbelte i dansk infrastruktur.

DSB bør lære af politiet og skrotte IC4-projektet. I over ti år har de danske togrejsende måttet leve med dårlige løsninger, fordi "vi venter på IC4". At afskrive togene og sælge dem meget billigt vil naturligvis gøre ondt på DSB's økonomi, men i længden vil det gøre endnu mere ondt at blive ved med at poste penge i et håbløst projekt, samtidig med at passagererne lider. Opfordringen må være at se fremad - dvs. at finde et passende elfjerntog, der kan blive indsat til Esbjerg fra 2015, og så finde en fornuftig midlertidig løsning på de eksisterende kapacitetsproblemer - eksempelvis køb af brugte IC3-tog i Israel eller leasing af togsæt som de irske. Sådanne løsninger vil være operationelle længe før IC4 vil blive det.

Mange hilsner
Thomas

Ingen kommentarer:

Send en kommentar