Sådan sagde Søren Kierkegaard, og pointen er, at alle valg har ulemper, som man vil fortryde. Men man er nødt til at tage sig sammen og træffe et valg - men hvis man til gengæld har truffet et valg, så kan man med oprejst pande møde konsekvenserne.
Historien om betalingsringen viser, hvordan det kan gå, hvis man ikke træffer nogle valg og står fast på dem. Betalingsringen er begravet, og afløseren er en politisk aftale om at sænke taksterne i den kollektive trafik med 500 mio. året og tilføre den kollektive trafik investeringer på 500 mio. kr. om året.
Det er så små tal, at de intet forslår, og der er næppe nogen, der virkelig vil kunne komme til at mærke et resultat af dagens politiske aftale. Dermed følger man desværre en lang dansk politisk tradition for at tøve, når det gælder om at træffe valg, der kan mærkes. I 80'erne ville Danmark gerne være med i Nato, hvis det bare ikke havde nogen konsekvenser. Senere ville vi gerne være med i EU, hvis vi bare samtidig kunne lade være med at deltage. Og nu vil man gerne styrke den kollektive trafik, men helst uden at nogen rigtig får glæde af det.
Billedet ovenfor viser et hollandsk seksvogns toetages togsæt. Sådan en tingest kan virkelig flytte nogle mennesker, og de mange sjællandske pendlere, der står op hver morgen, ville sikkert være glade for nogle lignende togsæt på danske skinner. Men 500 mio. kr. om året kan nok kun købe cirka fire af den slags tog om året, og i bedste danske tradition vil de 500 mio. kr. næppe blive koncentreret ét sted, hvor de kunne gøre forskel, men i stedet blive spredt ud over hele landet til et utal af projekter, så resultatet bliver stort set usynligt for alle.
Virkeligheden er, at det vil koste enormt mange penge at få trafikken i og omkring hovedstaden til at fungere. Der er brug for en havnetunnel, for en stor del af bilerne i København har slet intet ærinde i byen, men er blot på vej igennem. Der er brug for en løsning af kapacitetsproblemerne omkring Københavns hovedbanegård, i "Røret" og på Øresundsbanen. Og der er brug for at tage stilling til det faktum, at banelinjerne i København stort set følger ingeniør Hammerichs ideer fra 1886. Byen er vokset rigtig meget siden da, så mange har ærinder andre steder end i centrum. Og hvis man får skabt mere kapacitet omkring hovedbanegården og gode forbindelser på tværs af fingrene, så bliver det nødvendigt at anskaffe en stor mængde tog til at udnytte al denne infrastrukturkapacitet.
Det kan kun finansieres på tre måder. Man kan lade brugerne betale, man kan holde op med at bygge kostbare vejanlæg i udkantsområder, eller man kan engagere private investorer. Ingen af disse finansieringsformer er politisk behagelige.
Så spørgsmålet er: Hvem tør træffe de nødvendige valg og efterfølgende stå fast, når den uundgåelige kritik kommer?
Mange hilsner
Thomas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar